Privatisering af Tinghøj Børnehave

Forvaltningen indstiller til udvalget, at Tinghøj Børnehave lukker per 01.04.2011, men det er udvalgets endelige beslutning, som er den afgørende.  Forældre kan gøre indsigelser frem til søndag 19.09.2010 per email til Børn og Undervisningsudvalget.  Bestyrelsen laver en indsigelse og opfordrer forældre til at gøre det samme, samt foreslå 01.08.2011 som lukningsdato. Vi er endnu ikke helt herre over tidsplanen for den private børnehave, bl.a. mangler vi oplysninger fra kommunen om bygningerne, så derfor er det nu vigtigt, at vi spænder et sikkerhedsnet ud under vores børn. Vi forventer så absolut at være klar inden den 1/4 men det er altså vores børn, så vi vil hellere være dobbelt sikre.

Som i allerede ved, arbejder en gruppe aktive forældre og borgere i Tinghøj på at etablere en privat børnehave.  Vi ser rigtig store muligheder i at fortsat investere i vores lokalområde, og med en kommunal lukning, bringer det pludseligt andre gode muligheder på banen.  

Vi har netop sendt en ansøgning til Varde Kommune omkring oprettelsen af en privat børnehave. Vi håber på – som de første i Varde kommune – at kunne præsentere en børnehave som kommer til at strutte af velvære og sundhed – nemlig:

Idrætsbørnehaven Tinghøj

Det er det vi vil tilbyde :

·         Idrætsbørnehaven Tinghøj vil have helt særligt fokus på krop, bevægelse og sundhed.

·         Sund kost bliver en vigtig del af dagligdagen. Børnene skal selv involveres til at lave sunde madpakker og der bliver afholdt ugentlig maddage hvor sund kost står først på listen.

·         Bevægelsesaktiviteter er en fast del af hverdagen, det kan være morgengymnastik, leg og træning i gymnastiksal, gåture, cykelture. 

·         Idrætsbørnehaven ønsker et tæt samarbejde med både MOT og Idrætsforeningerne i Varde.

·         Der vil stadig være fokus på en lille tryg børnehave.

·         Et defineret pædagogisk dagtilbud for børn fra 3-6 år medfører, at forældre ved lige præcist hvad Idrætsbørnehaven tilbyder barnet og dermed bevidst vælger børnehaven.

·         Løbende udvikling og kurser for personalet, certificering af Idrætsbørnehaven er et krav.

Børnehavens nye hjemmeside er under oprettelse, tjek www.idrætsbørnehaventinghøj.dk

– vi vil løbende informere mere omkring den nye børnehave.

Det vi i øjeblikket venter på svar på fra Kommunen er:

Overdragelse af bygninger samt inventar – kan de give os en fair pris for leje/eje??

Godkendelse af ansøgning.

Vi kommer med yderligere information til forældreaften 05.10.2010, og håber på en dialog med jer forældre. Har i spørgsmål forinden er i velkommen til at kontakte os.

Styregruppen og Forældrebestyrelsen